DM i hurtigskak 2015 – slutrapport

GM Allan Stig Rasmussen, Jetsmark vandt DM i hurtigskak foran 37 spillere i Mestergruppen – heraf 10 titelholdere.

Efter de første tre runder havde tre af titelholdere – IM Nicolai Vesterbæk Pedersen, Skanderborg, IM Jens Ove Fries Nielsen, Fredericia samt FM Martin Matthiesen, Skakklubben af 1968 – lagt sig i spidsen maksimumpoint sammen med Kristoffer Dyrgaard, Frem. Ratingfavoritten GM Allan Stig Rasmussen fulgte på 5. pladsen med 2½ point.

Efter 4. runde havde kun Martin Matthiesen maksimum efter sejren over Jens Ove Fries Nielsen mens partiet mellem Nicolai Vesterbæk Pedersen og Kristoffer Dyrgaard endte remis. Allan Stig Rasmussen holdt sig fremme med en halv mod Mikkel Antonsen, Næstved.

Kristoffer Dyrgaard kom tilbage i vindersporet i femte runde og ødelagde dermed Martin Matthiesens stakit. Martins fire point var dog stadig nok til at dele 2. pladsen sammen med Allan Stig Rasmussen som slog Nicolai Vesterbæk og Jens Ove Fries Nielsen som vandt over Jørn Sloth, Nordre.

Sjette runde banede vejen for en direkte finale om titlen idet Kristoffer Dyrgaard holdt remis mod Jens Ove Fries Nielsen, og Allan Stig Rasmussen vandt mod Martin Matthiesen. Dermed havde de 5 point hver, og en sejr til en af spillerne i deres indbyrdes opgør være ensbetydende med titlen. Til gengæld havde remis været ensbetydende en korrektionsafgørelse mellem to eller tre spillere, afhængigt af udfaldet i partiet mellem Nicolai Vesterbæk Pedersen og Jens Ove Frie Nielsen, som delte 3. pladsen med 4½ point.

Men så langt kom det ikke. Allan Stig vandt i sikker stil, og Jens Ove Fries Nielsen sikrede sig andenpladsen ved at vinde partiet mellem de to forfølgere. Den velspillende Kristoffer Dyrgaard brød seedningen og tog tredjepladsen med 5 point.

Gruppe 2 blev vundet af Søren Sørensen, Horsens på suveræne 6½ point. Tre spillere delte 2. pladsen: Michael Wilhelm Kull og Jan Han Pedersen, Rokaden samt Kasper Skaarup, Skakklubben af 1968.

Springerens deltagere: I mestergruppen deltog Viggo Bové Quist, Gert Aagaard og Jens I. Madsen og for gøre det nemt for referenten fik alle tre 3½ point ;).

I gruppe 2 deltog Kim Broksø 4½ point, Poul Erik Jørgensen 4, Jacob Clausen og Tiziano Wul Micalizio 3 og Sverre Padkjær Gejl 2. Gæstemedlem Jan Rosenberg scorede 3 point.

I turneringen deltog i alt 91 spillere fra 35 klubber, og turneringen afvikledes i Nicolai Scene, der normalt er rammen om eksempelvis kammer- og folkkoncerter. Turneringsledelsen havde placeret sig på scenen og havde derfra et godt overblik over de fire rækker af borde, og turneringen blev afviklet i god ro orden og efter tidsplanen.