Richardt Ebbesen, æresmedlem og mangeårig formand i Skakklubben Springeren Kolding, er død efter længere tids sygdom i en alder af 70 år. Richardt var en ildsjæl og stor organisatorisk drivkraft, som I mange år var eksponent for den gode klubånd i Springeren. Han var formand i den fremgangsrige periode mellem 2000 og 2016, hvor klubben voksede, sportsligt etablerede førsteholdet som fast ingrediens i divisionsturneringen, samt fra 2007 opbyggede Kolding bymesterskab som en af landets største og stærkeste årligt tilbagevendende weekendturneringer.
Alt dette var i høj grad Richardt’s fortjeneste. Han byggede videre på en klubkultur i Springeren, hvor der blev lagt vægt på fællesskabet med plads til både hyggespilleren og den mere ambitiøse skakamatør. Når man spørger nuværende og tidligere medlemmer om deres første tid i klubben, fremhæver mange hvordan Richardt med sin stilfærdige men direkte facon gjorde det nemt at føle sig velkommen i klubben.
Udover det rent organisatoriske, var Richardt selv en meget stærk spiller. Det blev hen over årene til hele ni klubmesterskaber og disse var imponerende nok fordelt over fire årtier – fra det første i 1981 til det seneste i 2019. Inden han flyttede til Kolding, havde han derudover nået som ung mand at vinde tre klubmesterskaber i Vamdrup Skakklub. Når man sad overfor Richardt ved skakbrættet kunne man altid være sikker på, at der ville blive kæmpet til sidste blodsdråbe. Mange har således gennem årene truffet bekendtskab med hans veludviklede instinkt for at finde skjulte ressourcer i stillinger, der ellers på overfladen kunne forekomme harmløse eller måske endda decideret ringe. Det var noget, der reddede ham mange hele og halve points.
Den måde Richardt håndterede sit langvarige sygdomsforløb på, afspejlede på sin vis også den måde han spillede skak. Altid med kampgejsten intakt samt tro på tingene. Så sent som i efteråret 2020, hvor Richardt ellers var udfordret på den fysiske udholdenhed, havde vi fornøjelsen af at se den gamle mester udfolde sig ved brættet i klubbens efterårsturnering. Fra den turnering husker jeg særligt ét af hans partier, som var utroligt kompliceret og hvor fordelen vekslede frem og tilbage til langt over midnat. Alle andre partier den aften var for længst afsluttede, så der var rig mulighed for at følge dette drama, hvor hvert lille tvist stod klart at aflæse i de to kombattanters kropssprog og mimik. Det slog mig, at her havde vi to spillere, som virkelig knuselskede skakspillet med alle dets finesser og alle dets op og nedture. For Richardt var skakken virkelig en livslang kærlighedsaffære.
Den aften trak Richardt desværre for en gangs skyld det korte strå, men han tog det med vanligt ophøjet ro inden han takkede af med en kommentar om at ”det vist var blevet lidt sent” og at han ”håbede Lis ikke var blevet alt for bekymret …. ”. Lis og Richardt var igennem alle årene virkelig gode støtter for hinanden, og det var meget tydeligt at netop familien betød utroligt meget for Richardt. Han efterlader sig kone, to døtre og to børnebørn.
På klubbens vegne tak for al den gode skak og det gode humør til Richardt!
Æret være hans minde.
